Få et forspring med LinkedIn

Netværk

Selvom LinkedIn stadig er et erhvervsrettet medie, begynder adfærden at ændre sig. De nye LinkedIn-tendenser peger på forventninger om mere aktivitet, sparring og content.

Som nyuddannet og jobsøgende bør du bruge LinkedIn aktivt – selv om du selvsagt ikke kan fremvise  et CV med lang erfaring. Det fortæller chefkonsulent og LinkedIn-rådgiver Mikkel Stausholm Nielsen fra Akademikernes A-kasse. »Jeg anbefaler dem, som vil i gang på LinkedIn, at bruge mediet aktivt. Brug det i både dit jobsøgningsliv og jobliv. Det kan man gøre på flere måder – du kan like opslag fra dit netværk, du kan kommentere, hvis der er nye resultater, eller der er blevet lukket en handel, eller hvis du får et nyt projekt ind. Ønsk tillykke og vær glad på andres vegne. Du skal selvfølgelig tænke over, at det ikke er Facebook. Kommentarerne skal ikke være personlige, men erhvervsrettede,« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

Følg virksomhederne

Ifølge Ballisagers Rekrutteringsanalyse er LinkedIn i dag den tredjestørste rekrutteringskanal for virksomhederne, fortæller Mikkel Stausholm Nielsen. »Jeg anbefaler at følge de virksomheder, som man søger job i. Dels fordi man kan få god inspiration inden for branchen som helhed, man kan få noget inspiration fra virksomheden og den retning, den tager, og de behov, missioner og visioner, de har,« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

Desuden forventer virksomhederne i stigende grad, at man som ansøger følger dem på LinkedIn og forholder sig til dem, påpeger han.

»Man skal være klar over, at de store HR-afdelinger og virksomheder er begyndt at samkøre lister – så hvis man har søgt job i en virksomhed og ikke følger den på LinkedIn, risikerer man, at man ikke kommer med i bunken af kandidater, som måske skal til samtale. Mange virksomheder får mellem 100-150 ansøgere, og hvis man så skal sortere, kigger man på, hvem der har en reel interesse i os som virksomhed. Hvis man som ansøger ikke følger virksomheden på LinkedIn, kan man blive valgt fra,« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

Opbyg dit netværk

Når man skal opbygge sit netværk på LinkedIn, kan man begynde med at se på sine meddimittender eller tidligere alumnefolk, der har været på uddannelsesinstitutioner, fortæller Mikkel Stausholm Nielsen. Desuden er der en vis ræson i at tænke kvalitet frem for kvantitet, når man udvælger kontakter.

»Som arbejdsgiver vil jeg ikke lægge noget i, at en person har en kontakt, som ikke er den samme som én selv. Der kan være en vigtig pointe i at holde fast i, at man skal tænke professionelt på LinkedIn, men jeg synes ikke, at man skal lave en helt kategorisk udmelding og sige, at man skal lade være med at være connected med bestemte personer. Det er småting. Man skal huske på, at LinkedIn jo også er et netværk, hvor man kan se sit netværks netværk. Det kan måske snarere tale for, at man skal have et større netværk,« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

Hvorfor skal vi connecte?

Mikkel Stausholm Nielsen råder LinkedIn-brugere til at skrive en uddybende hilsen i forbindelse med invitationer om at connecte. »Hvis man vil i kontakt, anbefaler jeg, at man sørger for at skrive hvorfor. Hvad er hensigten med henvendelsen? Man skal ikke bare sende en anmodning om en connection, uden at man har haft et eller andet med hinanden at gøre – med mindre man kan skrive, hvad man vil med henvendelsen,« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

Content networking

En grundregel for networking er at dele ud af sin viden. En af de store trends på LinkedIn er da også content, altså indhold, og den aktive bruger af LinkedIn kan med uddeling af fagligt indhold og interessant ny viden styrke sit netværk, fortæller Mikkel Stausholm Nielsen.

»Udover at like og kommentere skal man selv berige sit netværk med faglighed. Der skal være content, man kan dele relevante artikler, have noget liggende under sine enkelte ansættelser  og sørge for at være en bidrager  til sit netværk. Det er også rigtig godt i forhold til LinkedIns algoritme – jo mere aktiv man er, desto mere søgbar og lettere at finde bliver man,« siger han.

Som nyuddannet maskinmester kan man eksempelvis bidrage med interessante trends, ny viden og procedurer eller måske ændret lovgivning, som kan være relevant for mere etablerede kontakter i netværket.

»Man kan tage skridtet videre og være firmaets mand, måske henvise til marketingmateriale eller videoer, som virksomheden har lavet. Nogle spændende projekter, som man har været en del af, og som er blevet marketing eller kommunikation. Det kan man bruge for at underbygge, at man har været en del af et projekt. Der, hvor man vurderer, at noget er spændende, eller et emne, som man går særligt op i. Det vil jeg anbefale, at man bruger alt, hvad man kan,« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

Uddyb kompetencerne

Man kan med fordel uddybe sine kompetencer og erfaringer, selv om man ikke har mange ansættelser bag sig. Det vil sige, at man ikke bare skriver sin titel, men også uddyber, hvad man konkret er i stand til at løse af opgaver. »Det er altid svært i begyndelsen, men sørg for at få fortalt hvad du har lavet på maskinmesterskolen. Der har for eksempel været et praktikforløb, som skal med ind som erhvervserfaring. Det kan også være, at man har lavet nogle ting, som måske ikke har været direkte relevante for uddannelsen, men tag dem med alligevel. Hvis man har været faglært, før man blev maskinmester, er der rigtig god grund til at tage det med,« forklarer han.

Din erfaring er en del af din storytelling

Mikkel Stausholm Nielsen peger på, at arbejdsgivere godt kan lide at få medarbejdere, der ved hvordan det er at være på arbejdsmarkedet. Tidligere erhvervserfaring tæller derfor – også selv om det er tre års studiejob på en tankstation.

»Det kan godt være, at man ikke skal udbrede sig helt vildt meget om, hvad det er for nogle arbejdsopgaver, men det er relevant, at man ved, hvordan man agerer på arbejdsmarkedet. Det bliver mere irrelevant jo mere erfaring man får, men man skal skrive det, man har, så man kan vise, at man er i stand til at agere i en kollegial og arbejdsmæssig sammenhæng. Det er også en del af storytellingen omkring, hvem man er,« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

LinkedIn er brutto-CV

LinkedIn-profilen skal fungere som et udvidet CV, hvor arbejdsgiver kan lede efter ekstramateriale. Det kan derfor være en god ide at bruge sin LinkedIn-profil som et brutto-CV som supplement til det målrettede CV, man sender ved jobsøgningen, forklarer Mikkel Stausholm Nielsen.

»Den danske jobsøgningstradition foreskriver stadig, at der skal være et CV og en ansøgning, men jeg vil anbefale at henvise til sin LinkedIn-profil. Dette skal efter min mening figurere på CV’et under stamdata, så man har navn, adresse, e-mailadresse, telefon og LinkedInadresse som en naturlig del af den kontaktinformation, man lægger op,« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

Og endelig skal profilen være præget af gode og søgbare nøgleord. »For nogle år siden var det meget populært at skrive i sin titel, at man var jobsøgende. Det er vi gået væk fra, for hvor mange HR- og rekrutteringsafdelinger leder efter buzzordet ’jobsøgende’?« siger Mikkel Stausholm Nielsen.

06/09 2018

Mange maskinmestre søger stillinger med lederskab og ansvar i løbet af karrieren.

Herunder kan du læse om, hvordan eksempelvis videreuddannelse, bedre jobsøgning og et skarpt CV kan styrke dit arbejdsliv.

  • Få styr på din elevatortale

    Det er vigtigt at øve elevatortalen, så du afslappet og præcist kan forklare dine kompetencer,

    ...

    Få styr på din elevatortale

    Det er vigtigt at øve elevatortalen, så du afslappet og præcist kan… Læs artiklen
  • Faglige netværk deler viden

    Maskinmestrenes Forening danner ramme om en række forskellige faglige netværk, hvor du som

    ...

    Faglige netværk deler viden

    Maskinmestrenes Forening danner ramme om en række forskellige faglige netværk, hvor du… Læs artiklen
  • Skab et stærkt fagligt netværk

    Networking er ikke kun for ekstroverte personer. Introverte personer er også gode til at

    ...

    Skab et stærkt fagligt netværk

    Networking er ikke kun for ekstroverte personer. Introverte personer er også gode… Læs artiklen
  • Få et forspring med LinkedIn

    Selvom LinkedIn stadig er et erhvervsrettet medie, begynder adfærden at ændre sig. De nye

    ...

    Få et forspring med LinkedIn

    Selvom LinkedIn stadig er et erhvervsrettet medie, begynder adfærden at ændre sig.… Læs artiklen
  • Nyt Asset Management-netværk

    Efter introduktionen af ISO 55001 er Asset Management for alvor ved at blive en del af flere

    ...

    Nyt Asset Management-netværk

    Maskinmestrenes Forening har oprettet et nyt netværk for maskinmestre, der arbejder med… Læs artiklen
Se flere artikler

OBS! Maskinmesterjob.dk benytter sig af cookies, for at kunne virke optimalt, klik "OK" for at accepterer.