Lasse Helledi blev uddannet fra Maskinmesterskolen København i 2018. Han genbruger plastik fra et madmarked til at fremstille brugs- og pyntegenstande. Visionerne for projektet er at skabe fokus på overskydende plastik.
Tomme madspande, plastikkrus og urtepotter af plastik får nyt liv på en stand på streetfoodmarkedet Reffen i København. Her har maskinmester Lasse Helledi sammen med en kammerat startet et eventyr med genbrugsplast. Ambitionen er at redde verdenen for noget af det plastik, der forurener verdenshavene og vores jord.
»Vores projekt redder ikke verden fra at blive oversvømmet af plastik. Men det er et lille skridt på vejen, som forhåbentlig kan inspirere andre og sætte fokus på problemet og mulighederne for genanvendelse,« fortæller Lasse Helledi, der er en del af genbrugsprojektet Von Plast. De omdanner plastik til blandt andet urskiver, lysestager, bordskånere og klinker.
Von Plast
Sideløbende med sin praktik og projektskrivning hos MAN Diesel og Turbo (Nu MAN Energy Solutions) startede Lasse Helledi projektet Von Plast sammen med sin kammerat, som er designer. Von Plast holder til i to containerlokaler på madmarkedet Reffen – den ene container indeholder et værksted, og den anden er et beskedent showroom. Lasse Helledi er ansvarlig for maskindelen, hvor den primære maskine er en kværn, som de to venner har lånt. Kværnen omdanner plastik til granulat, og derudover har de en ovn, som Lasse Helledi selv har bygget samt et par støbemaskiner.
Plastik kværnes til granulat
Produktionen begynder, når Von Plast får leveret tom emballage fra de andre boder.
Plastikken vaskes og sorteres i farver, og derefter kværnes den til granulat. »Vi forsøger os lidt frem for at finde ud af, hvilken slags plastik, der fungerer. Plastikposer er ikke så gode, fordi de er for bløde og sætter sig fast i kværnen, mens spande til syltetøj, remoulade og urtepotter danner et godt granulat, som er nemt at arbejde videre med,« fortæller Lasse Helledi. Herefter smeltes plastikken og omdannes via forskellige forme og sprøjtemaskiner til nye varer. Ambitionen er på sigt at kunne lave produkter som eksempelvis mursten, så genbrugsplasten for alvor kommer til sin ret.
Optimeringsmuligheder
Lasse Helledi er opmærksom på de sundhedsrisici, der kan opstå, når man opvarmer plastik, og han fortæller, at udsugning til containeren er på ønskelisten. »Sort røg og giftige dampe opstår, hvis man opvarmer plastik til høje varmegrader. Jeg har bygget en temperaturstyring til vores ovn for at undgå dette,« forklarer Lasse Helledi.
Han tjener ikke penge på at være med i Von Plast, men ser det som en hobby og et godt initiativ med muligheder, og han har allerede store planer for udvidelsen af Von Plast.
»Jeg vil gerne optimere på selve kværnen, så den får en stærkere motor. Vi har en 1-faset motor på 1,1 kilowatt med en gearing, så de laserskårede knive når 70 omdrejninger i minuttet. Jeg har en 2,5 kilowatt 3-faset motor liggende, og den skal jeg have sat på. Desuden skal sikkerheden optimeres. Kværnen skal skærmes, så man ikke risikerer at få fingrene i, og så skal vi have en smart måde at mase plastikken ned i kværnen, uden at skulle bruge nærliggende objekter,« forklarer Lasse Helledi.