Bjørn Christensen landede drømmejobbet hos Vestas med kombinationen af et godt speciale og muligheden for at præsentere det for chefens chef.
En måned efter sin sidste eksamen blev Bjørn Christensen ansat hos Vestas, hvor han havde skrevet speciale under sit cand.scient.techstudie på Aalborg Universitet.
Den unge produktionsspecialist valgte at fortsætte studielivet, da han blev færdig på maskinmesterskolen, for han ville fordybe sig i den forretningsmæssige del af produktion. I dag sidder han derfor ikke med opgaver, som relaterer sig til maskinmesterprofessionen – og så alligevel. Bjørn Christensen arbejder som erhvervsph.d., og han tillægger sin tekniske indsigt fra maskinmesteruddannelsen afgørende betydning for sin evne til at forstå sammenhænge og tilegne sig nyt stof på kandidatstudiet på Aalborg Universitet.
»En af mine styrker er, at jeg som maskinmester har let ved at sætte mig ind i de udfordringer, der kan være i en produktion, og jeg kan forstå, hvad der er praktisk muligt, når problemstillinger skal analyseres og løses. Ellers kan det hurtigt blive meget fokuseret på tal og teori,« siger Bjørn Christensen, som i løbet af 2015 både rykkede afdeling og skiftede titlen ud med specialist.
Han arbejder sammen med forretnings- og systemspecialister, der skal supportere og udvikle operative processer, der understøtter strategien. »Det er et meget spændende arbejde, hvor jeg kan træde et skridt tilbage og betragte forretningsgangene på afstand for at drive en positiv udvikling på tværs af organisationen,« fortæller han, og fortsætter: »Efter et stykke tid i den nye afdeling blev jeg opmærksom på et optimeringsprojekt, der havde til formål at omstrukturere hele set-uppet omkring, hvordan markedet interagerer med Vestas’ produktprogram. Det var et meget interessant projekt, og noget, jeg havde arbejdet meget med på kandidatstudiet. Jeg sagde til min chef, at jeg ønskede at blive en del af projektet, og at jeg gerne ville lave en erhvervs-ph.d. i den forbindelse. Der blev sagt god for, at jeg brugte tid på at forfølge denne mulighed, og det handlede nu om at sælge mine kompetencer til sponsoren af optimeringsprojektet. Efter mange møder og PowerPointslides endte det med, at jeg, Vestas og Aalborg Universitet gik sammen om at skrive en ansøgning til innovationsfonden om en godkendelse af erhvervs-ph.d.en. Godkendelsen modtog vi i slutning af november 2016, og jeg er en del af et spændende ph.d.-projekt, der kombinerer den nyeste viden inden for fagområdet med praktisk implementering af ideer på Vestas.«
Fast plads på drømmejobbet
Det var en kombination af et godt speciale og chancen for at præsentere det for chefens chef, som førte til, at Bjørn Christensen kunne få en fast kontorplads på sit drømmejob. Specialet bestod i at udvikle et nyt beslutningsstøttesystem til minimering af sourcingomkostninger, der kan støtte vindmølleproducentens beslutningstager, når projekt-porteføljer skal planlægges.
»Vindmøllerne skal jo produceres et sted, og Vestas har mange produktionsfaciliteter. Men i stedet for at se på, hvor vi billigst kan producere et enkelt projekt, så udviklede jeg et system, som tager højde for en hel portefølje af projekter på samme tid. På den måde kan vi se, hvordan vi får den samlede billigste omkostning for hele porteføljen,« siger Bjørn Christensen, der udviklede et lineært programmeringsprogram til formålet.
Men én ting er at gøre et godt stykke arbejde, det er noget ganske andet at gøre verden opmærksom på det. Her var Bjørn Christensens chef hos Vestas en stor hjælp, for det var i første omgang ham, der opfordrede til et oplæg om specialet på virksomheden. Oplægget vakte så meget interesse, at Bjørn Christensen efterfølgende blev spurgt, om han ville holde det en gang mere – denne gang for ledelsen. »Da jeg gik fra mit sidste oplæg, havde jeg en jobsamtale i kalenderen,« siger Bjørn Christensen.
Større forståelse for forretningen og produktionen
Bjørn Christensen begyndte på kandidatuddannelsen, fordi han ville fordybe sig i forretningssiden af produktionsområdet. Med sin tekniske indsigt havde han allerede stor forståelse for mange af de udfordringer, der opstår i forbindelse med produktion. En af hans spidskompetencer er at sætte problemstillinger ind i sammenhænge, der har med tal at gøre.
Og det var da også netop den evne, som han brugte i sit speciale. »På kandidatuddannelsen fik jeg stort kendskab til forretningsdelen, organisatoriske systemer og strategiske udfordringer. I kombination med de analytiske værktøjer, som jeg har fået under min maskin- mesteruddannelse, er jeg i dag godt stillet i forhold til at løse den type svære opgaver,« siger Bjørn Christensen.
Gruppearbejde er en fordel
På Aalborg Universitet arbejder de studerende i grupper, og det kunne umiddelbart være en udfordring for den ambitiøse maskinmester, som var vant til selv at kunne styre sine opgaver på maskinmesterskolen. I dag er han dog glad for de kompetencer, som han tilegnede sig gennem gruppearbejdet på kandidatstudiet.
»Det har givet mig en fordel. Jeg har lært at give plads til andre, og jeg ved mere om, hvordan jeg får noget ud af mine samarbejdspartnere, hvordan vi bedst koordinerer og uddeler ansvar. Samtidig er jeg blevet god til både at give og modtage kritik,« siger Bjørn Christensen, der hos Vestas arbejder i grupper hver eneste dag.