Fremtidens ledere er rollemodeller, som kan skabe et godt team, kommunikere og sætte retning, fortæller Henrik Holck, Executive Vice Precident for People & Ship, DFDS.
Sådan bliver du en god leder
- Du skal arbejde med dig selv og være bevidst om, hvordan du virker på andre mennesker. Du skal kunne få dine medarbejdere til at gå i en retning med glæde, fordi de kan se meningen med det.
- Du skal turde udvikle dig selv og kunne skabe det rigtige hold af dygtige folk omkring dig.
- Du skal kunne skabe de rigtige teams - derfor skal du også turde lade dig udfordre og lytte til 1. maskinmesteren og rumme, at du ikke nødvendigvis selv er den klogeste.
- Du er en rollemodel - du skal tage dig selv og din ledelse alvorligt og tænke, at du er leder 24 timer i døgnet.
Hvordan bliver man en god leder?
»Uanset om du skal være leder om bord på et skib eller på land, handler det om at være god til personaleledelse. Gode ledere skal kunne skabe et godt team, kommunikere og sætte retningen og være en rollemodel. Du skal som leder med din faglighed – som maskinmestre jo har masser af – kunne lede andre mennesker, så der bliver skabt den nødvendige motivation. Du skal gå foran og være rollemodel for dine medarbejdere 24 timer i døgnet. Er du om bord på et skib, er du også leder, når du har fri.«
Kan man træne sig til at blive en god leder?
»Jeg tror, en god leder er noget medfødt – og så er der noget, du altid kan træne. Lederrollen ligger mere naturligt for nogle end andre, men alle har godt af at træne. Jeg tror langt fra, at de fleste maskinmestre fra start forestiller sig en lederkarriere. I første omgang bliver de maskinmestre på grund af deres fag. Der er ingen tvivl om, at personaleledelse ikke ligger lige til højrebenet for mange maskinmestre. De skal lære at betragte sig selv som det væsentligste værktøj i ledelsesopgaven. De skal både arbejde med deres styrker, og med hvordan de udvikler deres svagheder.«
Hvordan forbereder man sig på at blive leder?
»Under studiet kan du læse bøger, der handler om ledelse, og tage de kurser og fag, der handler om ledelse. Og så skal du tænke på at få al den erfaring, du kan få som leder – det kan være som spejderleder eller lignende. Vi skal nok her i DFDS klæde nyuddannede maskinmestre på til lederrollen.
Hvordan rekrutterer I talenter?
»Vi har et talentprogram, hvor to maskinmestre er kommet igennem nåleøjet. Talentudviklingsprogrammet ’Horizon’ er et 18 måneders forløb, som gør talenterne klar til at påtage sig nye og mere ansvarsfulde poster. Horizon Programme består af tre moduler, som sætter fokus på personlig udvikling, forretningsudvikling, strategiarbejde og praktisk eksekvering af forretningsplaner. Talenterne har opstillet en række personlige mål for deres karriere, og disse mål følges gennem programmet. Som i andre ledelses- og talentprogrammer er personlig udvikling og personlige mål en vigtig del af forløbet. Man starter med at arbejde med sig selv, og efterhånden kobles flere forretningsdele på, så man kommer til at få sin personlige målsætning sat i spil i forhold til de forretningsmæssige mål for DFDS.«
Aftager- og dimittendundersøgelsen 2017
- 35 procent af dimittenderne har lederansvar inden for de første tre år efter endt uddannelse.
- 62 procent af dimittenderne med ledelsesansvar har det for en til fire medarbejdere, 18 procent for fem til ni medarbejdere, 11 procent for 10-14 medarbejdere, fem procent for 15-19 medarbejdere og fire procent for flere end 20 medarbejdere.
- 81 procent af dem med ledelsesansvar har det over for håndværkere, 21 procent for maskinmestre, 33 procent for andre faggrupper og 16 procent for ingeniører og andre akademikere.
Hvor starter man?
»I DFDS er det naturligt, at du starter som juniorofficer, og når du viser, at du er fagligt dygtig, så går det ret stærkt med at blive 1. maskinmester. Her bliver du så sendt på lederkursus, så du kan tage ansvaret for de yngre maskinmestre og menige. Her er der et stort planlægningsarbejde – og med 25.000 tjekpunkter i maskinen af højteknologisk karakter, skal du være god til at oplære medarbejderne.«
Hvad er det for en type ledere, I søger hos DFDS?
»Ledere hos os skal forstå, at ledelse handler om mennesker. Men vores erfaring er også, at du bliver en bedre leder, hvis du har din faglighed samtidig med, at du skal være dygtig til at motivere, skabe de rigtige teams og til at kommunikere. Så menneskelig forståelse og indsigt og en høj faglighed er de to hovedingredienser i en god leder i DFDS.«