Igen i år har Maskinmestrenes Forening og samarbejdspartnere i en omfattende undersøgelse sat fokus på kvalitet og relevans af maskinmesteruddannelsen.
I stigende grad får maskinmestre nøgleroller og ansvar inden for dansk erhvervsliv, hvor de tager hånd om eksempelvis produktionsanlæg, tekniske installationer og energi. Der er gjort en kraftig indsats for at øge optaget på maskinmesterskolerne, og derfor besluttede Maskinmestrenes Forening i 2016 at gennemføre den første aftager- og dimittendundersøgelse for at vurdere, om nyuddannede maskinmestre i tilstrækkelig grad lever op til arbejdsmarkedets krav. Denne aftager- og dimittendundersøgelse er gentaget i 2017, og der er igen i år kommet meget positive tilbagemeldinger fra virksomhederne. Den generelle tilfredshed med de nyuddannede maskinmestre er særdeles høj – mellem 4,1 og 4,3 ud af 5, lyder tilbagemeldingen fra de adspurgte virksomheder. Tre fjerdedele af virksomhederne har haft maskinmesterstuderende i bachelorpraktik, og det ender i mange tilfælde i en ansættelse. 40 procent af dimittenderne oplyser, at de har fået job i samme branche,som hvor de var i bachelorpraktik, og 43 procent af virksomhederne rekrutterer i nogen eller særlig grad blandt de studerende, som har været i bachelorpraktik i virksomheden.
MASKINMESTERUDDANNELSEN – KVALITET OG RELEVANS AFTAGER- OG DIMITTENDUNDERSØGELSE 2017
- 107 virksomheder samt 358 maskinmestre, der er dimitteret inden for de seneste tre år, har besvaret spørgeskemaer om kvalitet og relevans i maskinmesteruddannelsen.
- 14 virksomheder har uddybet deres svar i kvalitative interviews.
- 52 procent af maskinmestrene var mellem 25-29 år, da de dimitterede.
- 82 procent gennemførte på normeret tid, og 70 procent af resten brugte højst ét semester ekstra.
- 75 procent fik job inden for de første tre måneder, efter de dimitterede.
Undersøgelsen er gennemført i et samarbejde mellem Maskinmestrenes Forening og repræsentanter fra Dansk Industri, Danske Rederier, Danske Maritime, Styrelsen for Forskning og Uddannelser under Undervisnings- og Forskningsministeriet, FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører) samt maskinmesterskolerne.
Rapporten er udkommet i sommeren 2017 og kan læses i sin fulde længde på www.mmf.dk.
Personlige kompetencer
På mange områder vurderes maskinmestrene at være kompetente medarbejdere med stærke tekniske kvalifikationer, håndværksmæssig rutine og overblik – men den vigtigste faktor ved ansættelsen er samarbejdsevner og sociale kompetencer, lyder det fra virksomhederne. Dimittendernes evner til samarbejde og formidling fremhæves, og virksomhederne sætter pris på maskinmestrenes personlige gennemslagskraft. Man skal ikke komme med bragende med store armbevægelser, men man skal heller ikke sidde og trykke sig bag skrivebordet.
Digital sikkerhed
Virksomhederne bruger især maskinmestrene til drifts- og energioptimering, men de fremhæver også ledelse og økonomiansvar og ikke mindst sikkerhed. I takt med den stigende automatisering kommer der andre behov for virksomhederne og nye ansvarsområder for maskinmestrene – eksempelvis forståelse for digital sikkerhed og beskyttelse af produktionsanlæg, tekniske installationer og forsyningsnet.
Lær at forstå forretningen
Maskinmestre spiller i forvejen en vigtig rolle for virksomhedernes indtjening, fordi de sikrer driften af de tekniske installationer og produktionsanlæg.Lær derfor gerne at tænke jer selv ind i en forretningsmæssig og udviklende rolle, lyder det fra virksomhederne. Det underbygger de studerendes kommende jobsøgning, at de ved, hvordan de skaber værdi med eksempelvis energioptimering, projektledelse og salgsfremstød.
Samarbejde med erhvervslivet
Endelig kan det give en bedre forståelse for erhvervslivet og gøre det lettere for de nyuddannede at målrette jobsøgningen, hvis de har været i kontakt med virksomheder undervejs – og meget gerne allerede inden studiestart. En større del af dimittenderne fortæller i undersøgelsen, at de har manglet sammenhæng med erhvervslivet under uddannelsen – eksempelvis via projektsamarbejder eller gæsteundervisere fra virksomhederne.