Formand for Maskinmestrenes Forening, Jan Rose Andresen åbnede temadagen, hvor deltagerne fik forskellige input og vinkler på mulighederne for at skabe større værdi med digitalisering i fremtidens byggeri og drift af den eksisterende bygningsmasse. Digitaliseringen og et større fokus på totaløkonomien i en bygnings levetid ændrer radikalt forudsætningerne for byggeriet fra start til slut.
Temadagen satte blandt andet fokus på, hvordan der kan tænkes smartere, og hvordan teknologien kan udnyttes bedre. Det gælder både i forhold til at optimere byggeprocessen, men også den efterfølgende drift. Et af budskaberne var, at det handler om at se opførelsen og driften som en helhed. Fra vugge til grav - fra første spadestik til nedrivning. Med teknologi og digitalisering er der mange processer og forhold, der kan optimeres og effektueres fra projekteringen til resten af bygningens levetid.
Her ud over var der fokus på commissioning i byggeriet som er en proaktiv dialog- og kvalitetsstyringsproces, der fokuserer på totaløkonomi og installationernes samspil. Commissioning-processen er med til at sikre det lavest mulige energiforbrug, et godt indeklima og velfungerende rammer for brugernes aktiviteter.
Temadagen blev afholdt i samarbejde med Bygherreforeningen som en del af Ejendomsmessen 2019.