Vi møder Henrik Schneider efter lukketid på Fredericia Maskinmesterskole, hvor han til daglig læser til maskinmester på syvende semester. Det tager ikke mange sekunder at fornemme, at Henrik Schneider skiller sig markant ud fra den typiske miljøforkæmper. Han kommer hverken med en akademisk eller politisk baggrund. Til gengæld er han født og opvokset i landbruget og har brugt mange timer ude i naturen eller på at rode med maskiner i sit tidligere virke som landbrugsmekaniker og nu som maskinmesterstuderende.
»Jeg er vestjyde med stort V og har mine fødder solidt plantet i den vestjyske muld,« påpeger Henrik Schneider grinende og fortsætter: »Jeg er meget nede på jorden. Og det er jo ikke det, du normalt ser blandt klimaforkæmpere,« fortæller han om sin særlige baggrund for at gå ind i klimapolitik.
Udvalgt blandt 383 ansøgere For nylig præsenterede energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt (V), for første gang Danmark for de ti unge mennesker, der tilsammen skal udgøre fremtidens Ungeklimaråd. Heriblandt var 27-årige Henrik Schneider. Ud af i alt 383 ansøgere er han blevet valgt til at bidrage med hans erfaring, viden og idéer til at løse Danmarks klimaudfordringer.
Tilbage på Fredericia Maskinmesterskole en diset og råkold forårsdag virker Henrik Schneider en kende ydmyg men tydelig stolt, da vi spørger ham, hvordan det føles at blive valgt fremfor 373 andre ansøgere.
»Det er selvfølgelig en kæmpe cadeau at blive valgt. Det havde jeg ikke regnet med. Det er jo bare et bevis på den mangfoldighed, som ministeren har haft i baghovedet, i udvælgelsen af Ungeklimarådet,« fortæller den jordbundne maskinmesterstuderende.
Læs hele artiklen i Maskinmesteren nr. 5, 2019.
