Rapporten er primært et redskab til branchen til at lære af de fejl, der bliver begået og de risici, der er forbundet med forskellige anlæg. Der er pligt til at indberette alle såkaldte hændelser i elektriske anlæg, herunder anlæg til produktion, transmission, distribution og lagring af elektrisk energi samt baneanlæg.
Opgørelsen over ’Hændelser i elanlæg’ viser følgende hovedtal:
- I 2018 blev 64 elulykker og 3 nær-ved-hændelser i elanlæg indberettet.
- Af disse var 2 dødsulykker, 17 personskader og 45 tilfælde med materielle skader.
- De materielle skader skyldtes for hovedpartens vedkommende elbrande i kabelskabe ofte forårsaget af anlægsfejl.
- Personskaderne og dødsulykkerne skyldtes oftest uheld (fx ved påkørsel) og procedurefejl ved jordkabler, stationer og køreledninger.
- Der er ikke stor forskel på antallet af ulykker og skader i anlæg med højspænding og lavspænding, men dødsulykkerne skyldes dog i begge tilfælde højspænding.
Siden 2016 er der sket et fald i antallet af indberetninger, men om dette skyldes et reelt fald i antallet af ulykker og skader er uvist. Derfor opfordres der til, at virksomhederne er bevidst om, at alle ulykker, hændelser og nær-ved-hændelser skal indberettes til Sikkerhedsstyrelsen. Kun på den måde kan branchen få et retvisende billede af ulykker, årsager og risici, så de kan tage de nødvendige og mulige forholdsregler.
Hele opgørelsen kan læses HER.
Kilde: Sikkerhedsstyrelsen