Anledningen var netop årsmøde og forummets 1 års fødselsdag, hvor Maskinmestrenes Forening sammen med de 50 medlemsvirksomheder, brancheorganisationer, videnscentre og NGO’er var samlet til konference og speed-dating for at krydse kompetencer i nye kreative samarbejder. Gode kræfter er samlet i Ocean Plastic Forum med det formål at udvikle teknologier, forretningsmodeller og udveksle viden omkring opsamling, sortering og genanvendelse af plastik fra havet, kyster og langs floder.
Formand for Maskinmestrenes Forening Lars Have Hansen startede med at byde velkommen, og udviklingsminister Rasmus Prehn kunne derefter ønske tillykke direkte fra Jakarta med et webcast.
På vegne af Salling Gruppen overrakte direktør Annette Juhler Kjær en donation, der skal støtte Ocean Plastic Forums arbejde med at bortskaffe og indvinde den plast, der allerede er endt i havene og finde nye løsninger og teknologier i kampen mod plastikforurening. Salling Fondene ejer Salling Group og i deres forretninger Føtex, Netto og Bilka har de fokus på at nedbringe unødig brug af plastik.
Herefter var det tid til speed-dating med over 250 individuelle møder, der på forhånd var aftalt mellem deltagerne. Dagen afsluttendes med en reception i Industriens Hus’ flotte foyer.
