En medarbejder gik syg hjem fra arbejde på grund af en lungebetændelse. Dagen efter fik han af lægen ordineret en penicillinkur. I weekenden følte han sig bedre tilpas og valgte at tage på weekendtur til Tyskland for at se fodbold. Under kampen blev der taget et billede af medarbejderen, som efterfølgende blev lagt på Facebook og set af hans kollegaer. Mandag og tirsdag mødte medarbejderen fortsat ikke ind på sin arbejdsplads, og virksomheden valgte derfor at bortvise ham.
Efterfølgende forklarede medarbejderen, at han havde planlagt at møde ind på arbejdspladsen mandag og tirsdag, men at han natten til mandag havde haft dårlig mave som følge af penicillinkuren. Under mæglingsmødet mellem fagforeningen og virksomheden blev det af fagforeningen anført, at virksomheden burde have indhentet lægeerklæring før bortvisningen. Virksomheden fastholdte derimod bortvisningen, og derfor blev sagen videreført ved domstolene. Både byretten og landsretten fandt bortvisningen berettiget. Landsretten lagde vægt på, at medarbejderen ikke længere var syg på baggrund af sygemeldingen fra forrige uge, og at han ikke havde bevist, at han havde haft dårlig mave, som forhindrede ham i at møde på arbejde om mandagen. Desuden havde medarbejderen heller ikke i forbindelse med bortvisningen oplyst om baggrunden for hans udeblivelse.
Ny sygdom – ny sygemelding
Afgørelsen bekræfter, at uberettiget udeblivelse fra arbejdet kan medføre bortvisning. Det er derfor vigtigt, at der sker orientering til virksomheden, hvis sygdomsforløbet forlænges grundet ny sygdom. I tilfælde af tvivl kan Maskinmestrenes Forenings Arbejdsmarkedsafdeling kontaktes.
Af juridisk konsulent Patryk Juda Jensen