Der er brug for flere maskinmestre i byggeriet

Byggebranchen byder på stadig større teknisk kompleksitet og en høj grad af tværfagligt samarbejde. For maskinmestre er det en udfordring at få tænkt driften med allerede fra planlægningen af nyt byggeri.

Byggebranchen tiltrækker flere maskinmestre end nogensinde. I løbet af 2019 steg antallet af maskinmestre i byggeriet med 11,6 procent – den største procentvise stigning på tværs af brancher. Ved udgangen af 2019 var 444 maskinmestre således ansat i byggebranchen.

To af maskinmestrene i byggeriet er Rene Baden og Jens Abildgaard Holm, der begge er uddannet fra Aarhus Maskinmesterskole og tidligere har været kolleger – først hos MT Højgaard og siden JFP A/S, der er totalentreprenører ved større byggerier. I dag er Rene Baden stadig hos JFP, mens Jens Abildgaard Holm arbejder for teknikinstallatøren Wicotec Kirkebjerg.
Rene Baden blev uddannet maskinmester i 2017 og har blandt andet deltaget ved byggeriet af DNU Skejby og AARhus i Aarhus, da han var hos MT Højgaard. Hos JFP har han arbejdet med den nye DJMX-campus (Medie- og journalisthøjskolen i Aarhus), og senest er han projektleder på en opgave med at udvide JYSK’s kontordomicil i Aarhus i to nye etaper.

»Jeg er blevet fanget af et arbejdsmiljø i byggeriet, hvor man altid har mange bolde i luften, og hvor man arbejder meget tværfagligt. Der er mange muligheder for maskinmestre i byggeriet. De tekniske installationer bliver mere komplekse. Der er mange ender i større byggerier, som skal bindes sammen. Du skal kunne kigge ned i el-projekter, ventilationsprojekter, VVS-projekter og PE-diagrammer, du skal forholde dig til pumper og kabeldimensioner. Det kræver maskinmestrenes brede kompetencer. Du skal for eksempel kunne opdage i rette tid, hvis kabeldimensioneringen ikke passer til strømstyrken. Hvis man får installeret et for lille kvadrat kabel, kan det blive dyrt for entreprenøren. Der er også flere anlæg, som skal testes, når man tager byggerier i brug i dag. De enkelte leverandører tager sig ofte kun af deres egne anlæg, så der er brug for nogen, som stiller alle de rigtige spørgsmål, så man får afprøvet og testet systemerne i samspil. Hvad sker der, når man rykker i håndtagene? Mangler der et spjæld? Er der de korrekte tryk i ventilationen? Før i tiden var der ikke så omfattende krav om test, men i dag er det meget almindeligt, og her har maskinmestrene en rolle at spille, så man får afleveret byggerier, der fungerer bedre, når driften overtager dem,« siger Rene Baden.

Øget teknisk kompleksitet
Jens Abildgaard Holm ser også et stort fremtidig behov for maskinmestre i byggeriet og har selv gjort en aktiv indsats for at ”lokke” flere maskinmestre ind i branchen. Siden han blev uddannet maskinmester i 2011, har Jens Abildgaard Holm kun arbejdet i byggebranchen og relaterede virksomheder. Han begyndte i et ventilationsfirma, inden turen gik videre til MT Højgaard, JFP A/S og i dag som projektchef hos Wicotec Kirkebjerg, der er totalinstallatør af tekniske løsninger.

Aktuelt er han med i et stort boligbyggeri på Aarhus Havn – det såkaldte Lighthouse-projekt, der bliver til en 144 meter høj bygning med 380 boliger – et kommende vartegn for Aarhus. Her står Wicotec Kirkebjerg for alle tekniske installationer.

»Jeg ser et kæmpe potentiale for maskinmestre i byggeriet. Behovet er der med den øgede tekniske kompleksitet og de øgede krav til test og kontrol af installationer. Op mod en tredjedel af et byggeprojekt i dag udgøres af de tekniske installationer, og du kan ikke forvente, at en bygningskonstruktør med tømrerbaggrund skal kunne vurdere, om en pumpe har det rette tryk, eller om der skal bruges den ene eller anden slags ventil. Her har vi som maskinmestre en rolle, hvor vi kan bidrage og gøre en forskel, så vi får afleveret bedre projekter. Det handler om at få de rette kompetencer ind på de rigtige pladser. Som maskinmestre kan vi heller ikke nødvendigvis vurdere, om et tømrerarbejde er korrekt udført. I byggeriet er vi afhængige af mange forskellige fagligheder og har derfor et meget tværfagligt samarbejde i det daglige, hvilket også betyder, at der er meget læring i jobbet,« siger Jens Abildgaard Holm.

Læs hele artiklen i Maskinmesteren nr. 6, 2020.

22/06 2020

Herunder kan du læse om de virksomheder, hvor maskinmestre løfter ansvar, drift og bundlinje.

Klik på de enkelte brancher for at se virksomheder, som opererer inden for området.

  • C.C.JENSEN A/S

    C.C.JENSEN A/S er en globalt førende producent og leverandør af CJC® Oliefiltre til markeder

    ...

    C.C.JENSEN A/S

    Global maskinmester på Sydfyn

    Læs om C.C.JENSEN
  • HOFOR A/S

    »Det er fedt, at jeg som nyuddannet nærmest har fået nøglerne til en hel forsyningsgren i

    ...

    HOFOR A/S

    Gør en forskel som maskinmester

    Læs om HOFOR
  • ICS Industrial Cooling Systems A/S

    Skræddersyet industriel køling

    Maskinmester Mikael Olsen arbejder med

    ...

    ICS Industrial Cooling Systems A/S

    Skræddersyet industriel køling

    Læs om ICS
  • Hydra-Grene A/S

    Førende inden for hydraulik

    I Nordens største hydraulikvirksomhed er

    ...

    Hydra-Grene A/S

    Førende inden for hydraulik

    Læs om Hydra-Grene
  • Siemens

    Motion Specialist med udfordringer

    Som nyuddannet blev Anders Ulrik

    ...

    Siemens

    Motion Specialist med udfordringer

    Læs om Siemens
  • Ørsted

    23-årige maskinmester Nicolai Lønsgren Andersen skrev under på sin ansættelseskontrakt hos

    ...

    Ørsted

    Verdens mest bæredygtige virksomhed

    Læs om Ørsted
Maskinmestrenes brancher